24/10/2019 News

TOTAL-sponserede Ib Kragh slutter sin 2019 sæson af med tre titler

Ib Kragh Fredericia
Ib Kragh slutter rally-sæson af i Fredericia

 

”Det blev en god finalelørdag,” fortæller Ib Kragh. ”Jeg var noget skeptisk over prøven, da Ditte og jeg gik den igennem til fods, for der virkede den meget kedelig. Men da vi først kom i gang, var den rigtig skæg. Vi kæmpede hårdt med Anders Lysen og John Madsen. Vi havde en god fight, og det endte med, at vi trak det længste strå.”

”Vi ville naturligvis gerne have et godt resultat med hjem fra Fredericia, men da jeg jo fortsætter med Skodaen til næste år, ville jeg gerne benytte lejligheden til at teste nogle indstillinger af på bilen. Vi har jo i denne sæson primært kørt i tørvejr, så vi har ikke prøvet så meget andet. Ved DM-finalen kørte vi med en regnvejrsopsætning, men her var det ikke decideret regnvejr, men prøven var fedtet. Derfor valgte vi at teste videre på baggrund af en opsætning, vi havde anvendt kortvarigt til Rally Roskilde i september.”
Opsætningen af den grå og grønne Skoda betød blandt andet, at støddæmperne var indstillet til at være hårdere end normalt.

Stor tak til sponsorerne

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard kan nu se tilbage på deres første fælles sæson i en Skoda Fabia R5. Det er blevet til tre titler: Sejren i AutoPlus Dansk Super Rally, vindere af Yokohama-mesterskabet Vest og vindere af landsfinalen i Yokohama-mesterskabet.

”Ditte og jeg skylder en stor tak til vores mekanikerteam, som før, under og efter løbene har holdt Skodaen kørende, samt ikke mindst alle de sponsorer – store som små – der har gjort det hele muligt,” siger Ib Kragh, som i næste måned drager ud på et nyt motorsportseventyr. Her skal han besøge Skodas motorsportsafdeling og se produktion af gadebiler i Tjekkiet. 

Se mere om Ib Kragh på www.ikrally.dk